“ADHD er bare en mode-diagnose”

– eller er det bare en diagnose, der giver mere mening i en moderne verden?

“ADHD er bare en mode-diagnose.”

“Førhen havde folk da ikke ADHD – det hed bare krudt i røven.”

“Alle har jo lidt ADHD.”

De sætninger hører mange med ADHD igen og igen. Og på overfladen kan de næsten lyde rimelige.

For ja – ADHD fylder mere i dag. Der bliver diagnosticeret flere børn og voksne. Flere taler åbent om det. Nogle gange kan man synes, at ALLE taler om det.

Men spørgsmålet er ikke:

Er ADHD blevet moderne?

De mere relevante spørgsmål er:

Hvorfor giver ADHD mere mening i det moderne samfund end tidligere?

Hvorfor er ADHD mere TYDELIGT i det moderne samfund?

ADHD er ikke nyt – men verden som den er nu er NY!

ADHD er ikke en ny opfindelse. Beskrivelser af uro, impulsivitet, opmærksomhedsvanskeligheder og reguleringsproblemer går mere end 100 år tilbage.

Den menneskelige hjerne har ikke ændret sig nævneværdigt de sidste mange tusinde år. Vores neurobiologi – herunder dopaminsystemet, opmærksomhedssystemet og evnen til selvregulering – er grundlæggende den samme som hos mennesker, der levede i jæger-samler-samfund.

Det, der derimod har ændret sig radikalt, er det miljø og de krav, hjernen skal fungere i.

Tidligere levede vi i et samfund med:

• færre valg

• mere faste rammer

• mere fysisk arbejde

• tydeligere strukturer

• mindre konstant stimuli

• færre fristelser

Man skulle træffe relativt få beslutninger i løbet af en dag. Mad var det, der var tilgængeligt. Arbejde var ofte givet. Livsbanen var mere forudsigelig. Valg trætter hjernen – især den del, der styrer planlægning, impulskontrol og overblik (eksekutive funktioner). Når der var færre valg, var der også mindre kognitiv belastning.

Dagen havde en tydelig rytme: arbejde, måltider, hvile, søvn.Rammerne var ofte givet af årstider, dagslys og fysiske nødvendigheder.

Faste rammer betyder, at hjernen ikke konstant skal opfinde struktur – den følger den.

Kroppen var i bevægelse det meste af dagen. Fysisk aktivitet regulerer stresshormoner, forbedrer søvn og understøtter dopaminbalancen. I dag forventes det, at vi kan sidde stille, koncentrere os længe og regulere os selv mentalt – ofte uden tilsvarende kropslig aflastning.

Man vidste, hvad der blev forventet af én. Der var klare roller: i familien, i arbejdet, i fællesskabet.

Når forventninger er tydelige, kræver det mindre mental energi at navigere i dem.

Der var ikke:

• notifikationer

• sociale medier

• 24/7 nyheder

• reklamer overalt

Hjernen fik pauser fra input, og opmærksomheden blev ikke konstant kapret.

Mad var mad. Ikke konstant tilgængeligt, ikke designet til maksimal nydelse. Man kunne ikke “bare lige” få leveret noget nyt, spændende og hyperbelønnende. Dopaminsystemet blev aktiveret mere sjældent og mere naturligt.

I dag forventes det, at vi:

• regulerer os selv hele tiden

• holder fokus i et afbrudt miljø

• træffer utallige valg hver dag

• modstår fristelser, der er designet til at være uimodståelige

• planlægger, prioriterer og strukturerer uden ydre rammer

Det rammer præcis de funktioner, som ADHD udfordrer: opmærksomhed, impulskontrol, overblik og selvregulering.

Hvis “mode-diagnose” betyder moderne diagnose – så ja

Hvis nogen med “mode-diagnose” mener:

“En diagnose, der først bliver synlig og relevant i et moderne samfund”

… så ja. Så ER ADHD en moderne diagnose.

Ikke fordi den er skabt af samfundet. Men fordi det moderne samfund afslører, forstærker og belaster ADHD-symptomer.

ADHD har altid eksisteret.

Men tidligere kunne mange kompensere:

• gennem fysisk arbejde - Der var meget mere fysisk arbejde og meget mindre arbejde foran en skærm

• faste rutiner

• tydelige ydre rammer

• færre valg

• mindre konstant selvregulering

I dag er kompensation langt sværere.

Et samfund bygget til valg – og til SALG

Vi lever i dag i et samfund, der er bygget til valg. Men også i et samfund, hvor valgene ikke er neutrale.

Vi lever i et SALGS-samfund.

Et samfund hvor næsten alt er designet til at:

• fange og fastholde opmærksomhed

• reducere friktion

• fremme hurtige og impulsive valg

• holde os engagerede lidt længere

Det gælder:

• supermarkeder

• apps og sociale medier

• streamingtjenester

• reklamer

• notifikationer

• selv musik og baggrundsstøj

For den gennemsnitlige hjerne er det krævende. For en ADHD-hjerne er det konstant belastende.

Og det er ikke tilfældigt.

Bag stort set alle valg, vi præsenteres for, sidder der mennesker i reklame-, tech- og produktudviklingsbranchen, som arbejder målrettet med:

• adfærdspsykologi

• kognitiv belastning

• opmærksomhedsøkonomi

• vanedannelse og belønningsmekanismer

Formålet er sjældent, at vi skal træffe BEDRE valg.

Formålet er, at vi skal træffe forudsigelige valg. Vi SKAL falde i.

Butikker restauranter, mm. er nøje indrettet og designet med:

• hvad du ser først

• hvad der er lettest

• hvad der kræver mindst modstand

• hvad der føles mest genkendeligt

Valget er dit. Men rammen er nøje designet.

Et miljø designet til at omgå selvregulering

Moderne produkter og platforme er ikke bygget til at støtte selvkontrol.De er bygget til at omgå den.

Man ved, at:

• vores kognitive kapacitet er begrænset

• selvregulering er skrøbelig

• mental belastning øger impulsiv adfærd

Derfor reduceres friktion. Derfor fjernes pauser. Derfor serveres næste valg automatisk.

Adfærdspsykologi bruges ikke, når vi er rolige og udhvilede –men når vi er:

• trætte

• overstimulerede

• pressede

• uopmærksomme

For det er dér, vi er lettest at påvirke.

Hvorfor det rammer ADHD hårdere end andre

ADHD-hjerner er ofte:

• mere impulssøgende

• mere stimuli-følsomme

• hurtigere overbelastede

• mere afhængige af tydelige rammer

Når verden er designet til:

• konstant input

• uendelige valg

• hurtige belønninger

• minimal modstand

… bliver selvregulering ikke bare svært. Det bliver urealistisk.

ADHD er ikke blevet værre. Miljøet er blevet mere krævende.

Hvis du synes, det er svært at være et “almindeligt menneske” i dag

Så giver det mening.

For du står ikke bare over for dig selv og dine valg. Du står som ét menneske med normal viden og normal indsigt –over for hele industrier, der er eksperter i at påvirke din adfærd.

Der investeres millioner i:

• at gøre valgene hurtige

• at fjerne modstand

• at få dig til at vælge uden at stoppe op

• at købe mere

• at spise mere

  
  

Hurtige valg kræver mindre kognitiv belastning end langsomme, bevidste valg.

Og når reguleringen er presset, vinder det letteste valg.

Det er ikke et personligt nederlag. Det er et forudsigeligt udfald.

Og sådan opstår spiralen: mere belastning → færre ressourcer → hurtigere valg → mere dysregulering.

ADHD er ikke problemet – rammerne er

ADHD afslører ikke et personligt svigt. Det afslører et strukturelt mismatch mellem hjerne og miljø.

Så nej – ADHD er ikke “bare en mode-diagnose”. Men hvis “mode diagnose” betyder:

“En diagnose, der giver mening i en moderne verden”

… så ja. For verden er ikke bygget til alle hjerner.

Og måske er det på tide, at vi holder op med at spørge:

“Hvad er der galt med dig?”

Men måske er det mere relevant at stoppe op og spørge: Hvilke rammer lever vi i – og hvordan påvirker de vores trivsel?